|
Our beloved Sterling has just returned home
from touring Germany and all the glitz and glamour that follows. They
were in Germany playing with Black Kids and in support of their first
album in English, Celebrations. Read on if you want to know about how
Sterling International conquered the hearts of Germany and Black Kids…
but beware it is unfortunately all in Danish.
|
|
 Dag 1
Dette
eventyr starter alt for tidligt i Novopop Studios, hvor et usædvanligt
morgengnavent Sterling får læsset en minibus af usikker herkomst med
gear (ja, det er branchens ord for instrumenter). Forud er gået to
dage, hvor der er blevet øvet på jyde-engelsk, så kapslerne sprang i
hænderne. Nu skal det afsløres, hvor stærkt man kan køre sydover, før
dækkene smelter. Vi skal være i Gedser klokken 11, og den er allerede
over 7.
Efter halvanden time med Diablo og ”ånden i glasset” på
færgelejet går vi ombord i Prins Joachim (færgen, ikke manden
desværre), og lader Tyskland komme til os iklædt wienerschnitzler og
tynd færgekaffe. Da vi vågner igen, er vi i Berlin – byen, hvor mure er
noget, man river ned. Vi stiller fluks op på den
hip-und-happening-junge-sexy-klub Lido i byens legendariske
punker-kvarter – vistnok det største spillested efter stadion. Black
Kids har allerede dekoreret backstage-lokalet med tidens herretrusser i
alle farver, og vi svarer igen ved at grovæde af deres bedste chips.
Chok: Lydmand sov under koncert!
Som ånden i glasset
har spået tidligere på dagen (men som vi undrende har bagatelliseret),
viser lydmandens ur desværre London-tid. Han sover derfor trygt, og vi
må starte koncerten uden lyd i vores monitors (branchens ord for
højttalere) – ja, tilmed uden strøm på dele af scenen. Til gengæld har
vi masser af højt hår og store armbevægelser. Efter 15 minutter dukker
en flov lydmand op og arbejdsraseriet begynder at give pote. Klubben
driver nu af hochspannung und lebensgefähr på den gode måde, og resten
af debutkoncerten går gudskelov som smurt i dr. Oetkers levertran.
Efter den veloverståede engelsksprogede koncertdebut
opstår der selvfølgelig palaver om, hvor vores kostbare gear skal
tilbringe natten. Her kommer vores fremragende vært, Kasper Find for
alvor på banen. Han har forinden overværet koncerten sammen med Bjarke
fra Lily Electric. Et band, som Kasper er manager for. De foreslår, at
vi da bare kan smide gearet op i deres øvelokale. ”KØBT!” råber alle
med stemmer, der minder om Jim
Morrisons i karrierens efterår. Så vi siger pænt farvel til
vores nye venner i Black Kids og sætter kurs mod Prenzlauerbergs
værtshuse og en velfortjent fejring af vores internationale debut.
|
|
 Dag 2
Denne
dag er Sterlings eneste rigtige fridag på touren. Vi formøbler den ved
velovervejede opkøb af sovjetiske synthesizers, skateboards,
herreundertøj og billig receptpligtig ansigtscreme. Bum! Vi bliver
hurtigt enige om, at Berlins tomme ejendomme ligner det rette sted at
placere Sterling-millionerne. Der er SÅ mange penge at tjene. Det er
helt vildt. Desværre viser et hurtigt telefonopkald til Danmark, at
Roskilde Bank i denne omgang har skrinlagt disse planer på vores vegne.
Vi runder dagen af med en asiatisk risbuffet med ekstra ris plus
kædedans og ølstafet til tonerne af AC/DC.
|
|
Dag 3
´GPS’en
tunes ind på Hamborgs sagnomspundne Reeperbahn-kvarter, hvor helt OK
orkestre, deriblandt The Beatles, har trådt deres børnestøvler før os.
Vi har i alt tre jobs linet op her, og de to skal spilles i dag. Det er
planen at indtage scenen på Café Makrele bevæbnet med akustiske
guitarer, melodika og rumsterstang klokken 18, og efter råd fra
kørecomputeren forlader vi Berlin i højt humør halvanden time for sent.
Ny viden: Hunde elsker Sterling!
Ved ankomsten har
vores førstemand på tangenter og clairvoyance allerede uddrevet
Makreles dæmoner (på grund af forældremøde kunne han ikke være med i
Berlin, og er som den eneste ankommet rettidigt til spillestedet). Vi
når end ikke at pudre vores trafikrelaterede siddesår, før de første
toner strømmer ud af svælg og instrumenter. Publikum synes begejstrede
over de nedbarberede Lars Lilholt-versioner af sangene. To hunde lunter
logrende rundt og giver sig endda tid til at snuse Mads i skridtet i
flere af pauserne mellem numrene. Det er ren råhygge. Begge hunde
spørger, om vi ikke skal
være Myspace-venner, hvilket vi selvfølgelig enstemmigt accepterer på stedet.
|
|
|
|
Men
alt godt har en ende, og vi må længere ned ad gaden til næste job. Vi
bliver løbende tiljublet af læderklædte, karseklippede mænd, som vil
have os med hjem og studere botanik. Den går bare ikke, for vi er hyret
til at spille på en klub, som egentlig slet ikke er åbnet endnu.
Stedets lydmand, der til forveksling ligner DJ Ötzi, har øjensynligt
ikke haft tid til at udforske anlægget endnu. Derfor ser deres snit til
at benytte vores koncert til at eksperimentere med laaaaaaangt delay og
andre lækre presets i effektprocessoren. Vi giver svar på tiltale og
spiller så punket, at det svider i øjenene. Aftenen slutter i selskab
med vores tyske pladeselskabsfolk Jan og Michael, som insisterer på at
vise os deres køleskabe - og som giver os lov til at sprede papirtynde
liggeunderlag ud over hele deres hjem. Snork.
Vi skriver snart igen. Godnat, og send flere penge!
|
|
 Dag 4
AUFSTEHEN!!!
Således starter vores anden dag i hansestaden. Vores værter, Jan og
Krümel, vækker os med vanlig tysk præcision, friskpresset espresso og
endnu et stramt program. Første stop i dag er et endnu ikke
færdigindrettet Beatlesmuseum, som skal være skueplads for en
fotosession med jeres allezusammens rockband.
Den unge fremadstormende hot shot italiener-fotograf
Giovanni synes, at han mangler billeder af Sterling i sit portofolio,
før hans lykke for alvor er gjort. Og som de gode samfundshjælpere vi
er, stiller vi op uden spørgsmål. Naturligvis! Resultatet foreligger
endnu ikke, men det er med garanti noget med alvorlige unge mænd, der
skuer mod horisonten. Og ser seje ud. Og stærke. Rrrroaarr. Herefter
krabber vi på café for at indtage latte og kringle, før turen går
videre til radio-interview. Yumyum.
Et par timer senere vælter vi mætte og tilfredse ned fra
vores café-stole og ind på Byte.FM (en radiostation med ca 30.000
lyttere i timen). Radiostationen sender fra en enorm bunker fra Anden
Verdenskrig. Den største vi har set, og det siger ikke så lidt. Vi skal
underholde med en akustisk udgave af Love Uranium (som under
pseudonymet Lyssværd har huseret på P3 i Danmark) og tale løst og fast
om stort og/eller småt. Det hele er overstået hurtigere end I kan sige
’Schinken-käse-schnitzel-aus-wiener-art-mit-obst-und-gemüse’, men ret
så meget mere underholdende faktisk – hvis vi selv skal sige det.
|
|
|
|
Lige
om hjørnet ligger spillestedet 'KNUST', hvor vi senere skal give
aftenens koncert. Med med lommerne fulde af selvtillid dribler vi
backstage og nyder en god bøf, før vi skal lege
”dumme-tunge-ting-ud-af-grimme-bil-og-op-på-vidunderlige-scene”-leg. Vi
får tourens bedste lyd på Oles tromme-tam, som gavmildt tildeles
stedets lyd-kvindes opmærksomhed i henved 20 minutter. Dette efterlader
ikke så meget tid til hverken at kæle eller tænde for alle de andre
ting, der trods alt også spilles lidt på. Det kommer dog ikke til at
stå i vejen for drengene fra St. Erlings rocklokomotiv, og vi spiller,
så taget letter og Mads endnu engang forstuver foden. Av-av, den var
værre. Men vores tyske booker rå-elsker alt, hvad han ser og hører ved
koncerten og lover os på stedet en 14 dages tur i Tyskland til februar.
I aften kan vi ikke blive og feste, thi vi er ventet i
München og må videre med det samme. Vi krammer således pænt farvel til
vores nye Hamborg-venner Jan og Krümel, og sværger ved alt, vi har kært
at vende tilbage efter nytår. Vi når kort at konstatere, at vores
minibus kan være i traileren bagpå Black Kids’ store tourbus, før vi i
skiftehold starter den 800 km lange tur sydpå. So long Hamburg, we love
you.
|
|
|
|
Dag 5
Ved
solopgang ruller vi ind i den Bayerske hovedstad – pludselig iklædt
lederhosen, seler og krydderpølse. Dørene åbnes foran hotellet, der
straks begraves i restmühl og tomme RedBull-dåser, og vi starter dagen,
som vi plejer derhjemme – med en lur. Showtime (som Julie Steincke har
lært os, at det hedder) er klokken 21, så vi kan snildt nå at hvile ud
efter nattens strabadser. Yeah.
|
|
 Her
i München hedder klubben ”59:1", og er sjovt nok placeret i noget, der
minder om et indkøbscenter. Vi gætter på, at stedet tidligere har
fungeret som center-pub. De er skøre, de germanere. Det kunne vi aldrig
finde på i Danmark, vel? Men det er skam et fint sted, ret punket i
betrækket, og vores tyske promoter-forbindelse Jürgen hjælper os godt
på plads. Jürgen er en munter herre med stålgråt Paul McCartney-hår,
hvis claim-to-fame indenfor promotion sært nok er en fortid som
tour-manager for et omrejsende Riverdance-show. Han taler engelsk som
et tysk repetergevær fra krigen og er i dag særligt glad, da han skal
sætte ”Crazy Champion" op i en nær fremtid. Der går ikke længe, før vi
tilfældigt finder ud af, at han også skal sætte ”Tracy Chapman" op, så
han skal nok komme til at spise kirsebær med de store en dag. Skål!
Til lydprøven overrasker Anders Bækgaard aka Mulle med en
spændende ny baslyd, der mest af alt lyder som en helikopter med
alvorlige maskinproblemer. Det viser sig heldigvis at være teknikken og
ikke ungtyren med det lækre hår, der har problemer. Og da Mads har fået
barberet underbenet og sat sportstape på, kan endnu et job gennemføres
i fin stil. De kan sgu lide os, de tyskere. Men tiden flyver jo afsted,
når man er så tæt på ækvator. Før vi ved af det, har vi tømt en
kummefryser med øl og underholdt Black Kids dansktalende manager med
anektdoter og Gasolin'-fællessang den ganzen Nacht.
|
|
Dag 6
Sidste
dag med koncert er i Köln, og vi kører opstemte mod nordvest fra
morgenstunden. Puha, det er også en lang tur, og vi fordriver tiden med
diskussioner omkring mulighederne i en verdensomspændende
naturalie-baseret økonomi med roen i centrum. Den europæiske fælles-roe
ville stå stærkt, er der enighed om. Men lige så snart visionen om en
ny og bedre verdensorden materialiserer sig for os, skal vi tjekke ind
på vores hotel. Vi er der simpelthen allerede, hva’ gi’r I?
Vi fortsætter direkte til spillestedet, der denne gang
bærer navnet ”Die Werkstatt". Vi gætter på, at det engang har fungeret
som fabrik, og koncerten skal foregå i en temmelig stor hal. Under
lydprøven går det op for os, at vi er blevet bestjålet i München, og
der mangler således en kuffert indeholdende Oles trommestikker,
ørepropper og ravsmykker samt en vadsæk med Jonas’ underbenklæder.
Donnerwetter! Black Kids træder for alvor i karakter her og tilbyder
venligt, at vi kan låne, hvad vi mangler hos dem. Eller rettere, at Ole
kan. Men det er også nok til, at vi kan gennemføre koncerten, der
bliver spillet for en fyldt sal. Det er uden tvivl turens mest
velspillede job, og publikum er vilde med os. De siger det ikke, men
det er de – vi ved det. Dels fordi Black Kids forsanger under deres
show til stor, stor jubel proklamerer ”I’ve got a huge boner for
Sterling International”, dels fordi der handles for vildt i
merchandise-boden.
|
|
|
|
|
|
Bagefter
bliver vi inviteret til fest i Black Kids tourbus, hvor vi iklædt sorte
kapper og ret naturtro hestemasker fejrer succesen i fællesskab til den
lyse morgen. Yipee.
|
|
Dag 7
Nattens
ståhej til trods er vi tidligt oppe – denne gang takket være
tourmanager in spe Mikkel Hein aka Ham-Duk. Han har flot været bestyrer
af keyboard-butikken turen igennem, og uden nævneværdig konkurence
vinder han prisen som ”mest tjekkede medlem af truppen”.
Ud på eftermiddagen når vi sidste tank før grænsen, hvor
vi på samme tid mod- og velvilligt skal tage afsked med Tyskland.
Stablen af værdikuponer fra Autobahns toilet-monopol 'Sani-Fair', der
turen igennem har ophobet sig i bussens forrude, veksles til gaver
tiltænkt pigerne derhjemme.
Da den lille Fiat Ducato øjeblikke senere passerer grænsen
til Danmark, sms'es der, så vablerne springer: "Red sengen! Smør
frikadelle-panden! Vi er snart hjemme!"
|
