»PowerSolo, qu’est-ce que c’est? … Attention! Ovni!« was the first reaction from French media when PowerSolo did their thang at the Transmusicales Music Festival in Rennes. Well, the statement translates into »PowerSolo, who? … Attention! Aliens!«, so indeed the song about Juanito, the Mexican porn wrestler, made an impression. Actually they were received extraordinary well on their Tour De France and rumors about this great trio soon packed bars and venues. Messieurs and mesdames, read the crazed and very personal diary from France by Kim ‘Kix’ here or get down.

PowerSolo om det franske eventyr

De danske donkeypunkere har udgivet album i Frankrig og har turneret vejene tynde i bonbon-landet. Læs deres egen beretning.

Da vi i slutningen af 2004 skrev en licensaftale med det franske, Bordeaux-baserede label Cornflakes Zoo, var det med beskedne forventninger. Det franske marked og scene for rok og rul har været meget op og ned de sidste 15 år, og ret meget ned de sidste fem, ikke mindst takket være den franske regering, som lavede en lov, der forbød mindre barer og clubber at støje, hvis de var i nærheden af beboelse. Men den globale interesse for tråd har dog været med til at flytte de seje franskmænd lidt væk fra diskotekerne og ud på clubberne igen, og man har set en stigende interesse fra arrangører, festivaler og publikum for rock'n'roll. Ikke mindst bandsene er begyndt i støre grad at tage et smut forbi bonbon-landet.

Det gjorde vi, PowerSolo også allerede i november 2004, hvor vi spillede på Les Transmusicales De Rennes, en festival, som bliver sammenlignet med vores alle sammens Roskilde. Det var en "vigtig" festival for PowerSolo, da den ligesom skulle være startskuddet på vores udgivelse. Det var her, vi skulle bevise vores værd over for den franske branche, altså i særdeleshed presse og bookere.

Det er som så ofte ikke altid lige let. Da vi røg på scenen i Rennes kl. 21.00 en torsdag aften som det åbnende band, INGEN kendte, var salen der kunne rumme et par tusinde, da også næsten tom. Men vi havde fået os en stærk sjus, inden vi gik på, så de værste nerver var slået ned. Det var en sej start, men allerede i femte nummer var det som om, publikum havde opfanget, at der skete noget i sal 2, og i midten af sættet swingede salen sgu meget godt - og den var vel sådan godt og vel halvfyldt. Responsen var god, i første omgang fra publikum (showet blev transmitteret live på LeMouv, Frankrigs største alternative radiostation) men også fra anmeldere, skulle det vise sig.

Vores franske pladeselskab Cornflakes Zoo, CoupFranc (promo) og vores booking agent Imperial tog efterfølgende fat i medier og spillesteder.

På promotour
I februar tog min bror og jeg (Atomic Child og Kim Kix) så af sted til Paris på en fem dages promotur.
Vi skulle spille to "koncerter" og lave interviews til magasiner og radio (OUI FM). Vores liveoptræden bestod faktisk i at være så opsigtsvækkende og så højtspillende som overhovedet muligt. Vi stillede op med to forstærkere og to guitarer med vokal sunget gennem guitar-forstærkere. Så havde vi et sæt bestående af numre fra vores plader og 7"-singler, men også numre fra den tid, hvor PowerSolo bestod af en enkelt person. De såkaldte "extreme livingroom sessions" og en stor portion improvisation. Det blev to barkoncerter, som skulle gå hen og blive smålegendariske. I hvert fald så spredtes rygtet, for der kom flere små lokale rok å rul-pladeforretningsindehavere til den anden koncert for at købe merchandise og vinylplader af os. Tænk, jeg tror sgu, vi tjente lidt på den tur, he, he…

Og så en rigtig turné
En halvanden måned efter udgivelsen skulle vi så på tour. Vi var meget spændte, for inden da havde vi modtaget gode anmeldelser for pladen og vi havde ”Oak Tree Girl”-videoen i rotation på M6 (Frankrigs svar på MTV) - det er den i øvrigt stadig - plus at vi lå i høj rotation og endog i toppen af de franske Campus Radioer. Godt så...! Men ... vi når sgu lige at få lidt stress på inden afgang til Frankrig, da vores kære trommedreng JC Benz bliver forhindret i at tage af sted en uge før. Vi var dog forberedt på, at det kunne ske, så vi havde en god mand på hånden, Tobias Weltzer (tidligere Strange Fruit, Indigo Sun). Så han tog stokkene i hænderne og trommede sig de næste fire øvere til et sæt på halvanden time. Godt gået. Så af sted tog vi så.

Vi skulle spille seks koncerter:

05/04: La Laiterie, Strasbourg
04/04: Nouveau Casino, Paris
02/04: Festival Garorock, Marmande
01/04: Mars Attack, Angouleme
31/03: Donald's Pub, Tours
30/03: Fairfield, Toulouse

Vi transporterede os selv og vores gear til Flensborg i ”Den Røde Satan” (vores røde VW-rugbrød) for at leje en splinterny VW, som kunne bringe os sikkert til Frankrig uden at koge og uden at en dør ville falde af eller noget andet skidt. Vi skiftedes til at køre, Bo, Anders Boll (vores lydmand) og jeg selv. Ikke særligt Nightliner-agtigt, men sådan lidt mere vi-er-sgu-på-ferie-agtigt. Vi elsker faktisk alle at køre. Det er sgu hyggeligt nok at styre, drikke kaffe og ryge en smøg, medens man hører Canned Heats ”On the Road Again” i stereo på vores medbragte diskman, som er tilsluttet båndafspilleren via en adapter købt i Otto Duborg.

Pissehyggelig discount
Efter en laaaaaaaang dags kørsel smider vi os ind på et hotel sådan lidt syd for Paris. Et Formule 1-hotel er der råd til. Det er en pissehyggelig discount-hotelkæde, hvor man altid føler sig hjemme, fordi ALLE værelser er ens, uanset hvilket hotel i Frankrig du måtte ramme. Så efter et par bajere og en røvfuld var det på hovedet i seng.

Næste dag skulle vi så spille det første gig i Toulouse, over 500 km fra Paris. Vi havde sgu håbet på dejligt vejr i sydfransken, men det pissede ned hele dagen. Fairfield hedder det første sted. Et hyggeligt sted, hvor det halve inventar var baren. Der kunne være 120, når der var proppet, og der var 90 stk. da vi spillede. Det var meget godt jo. Vi havde i øvrigt et særdeles energisk lokalt supportband på, som hedder Jimmy Wank, med Farfisa og masser af fuzz og skrig, lige noget vores gamle venner The Defectors ville have elsket, er jeg sikker på.

Den 31.03 skulle vi spille i Tours. En hyggelig universitetsby sydøst for Paris. Vi ankom til Donald's Pub om eftermiddagen og gik direkte i flæsket på en lydprøve. Igen et endnu hyggeligere sted med overvejende bar og plads til 100 mennesker. Der var 107, da vi spillede, og det må jo siges at være meget godt. Sættet endte med en syv minutters boogie-impro i den ondeste shuffle a la ZZ Tops ”Tejas”. Jeg kravlede faktisk op på selve baren og ned i baren og begyndte at skænke øl til publikum, lidt modigt måske, men ejeren jublede bare og hjalp til.

Stive australiere
Den 01.04 stak vi så til Angoulème. Dér skulle vi spille med The Saints fra Australien. The Saints har siden 70'erne været på næsten uafbrudt turné så det var jo nogle hærdede fyre, vi skulle spille af scenen. Det skulle vise sig, at de sympatiske aussiers optræden var til vores vinding, for de var så stinkende stive, da de gik på scenen, at et ellers forventningsfuldt og opsat publikum blev skuffede med længere og længere mellem bifald og pinlig stilhed mellem numrene. Jeg havde også set frem til noget andet af de ”legendariske” rockere.

Vi havde selv en lille gæst med på første nummer. En lille sort dreng, der hed Hichem, havde under hele The Saints og vores lydprøve hoppet rundt med sin lille blå metallic plastic-Strat-guitar. Han var vildt fascineret af alt det grej og de larmende guitarer, så da vi åbnede sættet med ”Party In A Box” spillede han med, alt hvad han havde lært. Han lignede en kommende stjerne, en Chuck Berry/Mick Collins/Jacko - det var til stor jubel hos de ca. 350 publikummer, senere skulle stå og røvkede sig til The Saints.

At tørre op efter Nashville Pussy
De næste koncerter var også rigtig gode. Vi havde publikum i vores hule hånd, og merchandise blev der også solgt lidt af … Det sværeste show var nok Garorock-festivalen i Marmande d. 2/4. En rockfestival med 10.000 besøgende. Vi skulle lukke ”rock'n'roll”-scenen kl. 2.00 om natten efter Nashville Pussy, som havde masser af fans og som jo er kendt for straight forward Möterhead meets AC/DC redneck punk'n'roll. Så da vi steg på scenen, var det lige som at skulle starte det hele forfra, he he...

Men det gik sgu som i Rennes (Transmusicales) og vi fik fandeme det telt til at rocke, hjulpet lidt af, at der var et hul i det øvrige program, så folk ikke var optaget af andet og derfor blev drevet af støjen fra vores scene og blev nysgerrige. Vi blev da også hevet op på scenen igen for at spille ekstranumre. For øvrigt spillede The Saints også på den scene tidligere på aftenen. Denne gang gik de frisk til opgaven og de gav den sgu gas.

Den 3/4 var en fridag … Vi spillede på Casino Royale den 4/4 sammen med de go'e gamle The Fuzztones. Det var sgu fedt. En slags hjemmebane for os, da vi jo havde spillet i Paris en del gange før og har gamle venner dér. Der fik vi så også lejlighed til at holde møde med vores promoter og bookingagent om nu- og fremtiden.

Efterhånden lidt smadret
Den 5/4 var vi egentlig lidt smadret, he, he ... der var sgu gået svinefest i den i Paris. Men der var jo lige Strasbourg, som skulle gøres færdig. Den blev på rutinen, og hvad der kunne hives frem af tricks, det må jeg indrømme. Men godt gik det, og vi fik hevet nogle vinyler over disken samt lidt autograf og klem til kvinderne … så det…

Ja - det var alt i alt en rigtig god tur, og det lugter af mer' - men én ting er sikkert: ingenting kommer af sig selv, så der er masser af timers slid og slæb i Frankrig endnu, før guldpladen er hjemme … men det er jo også sådan, vi altid har kørt forretningen. He he...

Af Kim Kix, PowerSolo

Courtesy of Gaffa Magazine