|
9. marts: Ankomst Island
Med
ét var al stress borte. Idet vi stod ud af taxien og kom ind i Kastrup
Lufthavn blev alt godt, og da vi ankom til Island, blev det hele bedre.
Og nu, efter at have spillet skønsang iført sminke, rockhår og 5000
ualmindeligt varme lamper i ryggen i islandsk nationalt tv, skal vi ned
at spille op til dans i pladeselskabet Bad Tastes butik, for vi
udkommer skam da i Island før alle andre steder ... så heldige er de
nemlig, æv bæv, så nu er alting bedst. I aften bliver det vist på hvert
lille fjernsynsapparat i enhver lille islandsk bygd, og skulle der være
enkelte fiskermænd og fårehyrder, der ikke kan modtage tv-signaler, kan
de høre vores koncert fra Airwaves-festivalen på islandsk national
radio. Og når folk så er blevet så kåde, at de ikke kan styre deres
kølige nordiske sind, løber de alle ned og hører os spille koncert i
Reykjaviks fineste etablissement. Og så skal vi jo til NYC of Amerikas
United States i morgen, og mon ikke der på vejen til lufthavnen bliver
tid til at lade kogende svovlholdigt æggestinkende blåt vand kæle for
vores afkræftede kroppe i den Blå Lagune? Man får strithår og udslæt af
det, men det er fedt. Det lyder ikke fedt, men det er det. Man står for
katten i kogende vand til halsen, og hvem elsker ikke det? Aah, hvor er
det godt at være af sted. Det er jo hårdkogt rock, for dælen.
|
|
Dagbog 11.03.06
Så
til søs, i går var den travleste dag i 3 årtusinder. Optagelsen til
islandsk tv blev så god som kold hvidvin på en varm sommerdag, og deres
radio-pendant til P3 var med os hele vejen, og lavede fin
epo-konkurrence med skønne præmier. Det var virkelig stort at høre en
islandsk mand ringe ind i håbet om at billetter til aftenens koncert.
Instore-koncerten i Bad Tastes fantastisk seje pladebutik med
Björks rober og Sigur Rós-tingeltangel og múm-lirumlarum var en stor
succes. Ikke blot fordi vi valgte at spille i henholdsvis lænestole og
på en
stige spredt rundt i butikken, men selvfølgelig også fordi der kom så mange, som man aldrig havde turdet håbe på.
|
|
Lydprøven
på Grann Rokkkk blev en tre timer lang musikalsk variant af Thor
Petersens budgetforhandlinger med kommunerne, og det var kun med nød og
næppe, at vi nåede vores verdens bedste vært, en anden Thors
fantastiske hjemmeslagtede lam, nam nam og en optagelse på vaskeægte
VHS af koncerten på tv. Primetime er et sødt og godt ord, og man kan
streame vores skønsang på det der Internettet.
Til gengæld valgte Mikkel, den spade, at blive virkelig
køresyg på den 400 m lange strækning fra Thor til Rock fordi Ebbe, den
tante, snakkede om folk, der kan vende øjenlågene. Nu taler vi altså om
Virkelig, virkelig køresyg, sådan opkast og sure
landminer-agtigt. Det gjorde, at koncerten i Mikkels forvirrede sind
var på nippet til at blive aflyst, men det var selvfølgelig bare en
kortvarig trend på linie med Pókemón, for der stod et fuldstændig fyldt
spillested og heppede, og så må selv den mest forhærdede forsanger
knibe en tåre og tage sig sammen. Og hvilken koncert. Seriøst. Jeg tror
aldrig, vi har spillet bedre. Det var så fedt. Bagefter gik
islændingene amok og insisterede på at hælde øl og Brennvin, den
ondskabens djævledrik, i vores stakkels danske maver, med lammere ,
spytrylleri og et forgæves forsøg på at finde en åben stripbar til
følge. Fantastisk dag, hverken mere eller mindre.
|
|
Medens
disse ord bliver skrevet, sidder vi over de fabelagtige grønlandske
fjelde, der lullerne sindet ind i tanker om verdens storhed og
mennesket lidenhed. Om lidt skal vi have Icelandairs
cordon bleu, der smager som en blanding af gummi og nektar og
sandsynligvis er lavet af en blanding af gummi og nektar. Og det elsker
vi selvfølgelig. Legendarisk mad efter et legendarisk ophold på
vulkaners moder, vores kære, kære Island.
|
|
Dagbog 12.03.06
Jeg
ved det, jeg ved det. Jeg er den langsomste mand i hele verden. Men
verden drejer så hurtigt rundt om epo disse dage, at jeg slet ikke kan
følge med. Mine mentale kondital er dalet, mit ungdomssløvsind er sat
ind, og min sjæls grå hår er ved at falde af. Nej, det er selvfølgelig
bare en vits. Nu skal I høre:
|
|
Vi
er jo i det hersens New York, og når man er i det hersens New York, er
alting godt som fløjl på panden. Vodkaen kæler med limonaden, maden
smager som en bid af paradisets frugter, og folket er så venligt som
manden med den gule hat fra Peter Pedal. Medens vi har forberedt os på
vores to koncerter på Mercury Lounge har vi holdt fødselsdag for vores
alles Gudfar, Yebo, der inviterede til fin middag i Greenwich Village,
hvor den brasilianske bartender tryllede med mojitos i en sådan grad,
at det endte med, at vi snuppede en gigantisk limousine, 20 meter lang
eller så, og i kådhed kørte New Yorks gader tynde med vores nye plade
bragende ud af vinduerne og op af soltaget. Virkelig skægt og meget
drengerøvsagtigt, men det må man godt, når man er glad og har
fødselsdag og har 37 mojitos i blodet og en Brooklyn Fine Lager i
hånden.
|
|
Vi
har naturligvis også lavet andet. Der var jo ro-tur i Central Park,
hvor Hans Emil fik lov at ro for første gang i sit liv. Der var
loppemarkedet, hvor Jesper Lydmand fandt manden med 50 sindssygt seje
mikrofoner til 5 dallas-dollars stykket,
|
|
og
så har vi lavet mægtig fin gadelydsoptagelse til vores gode venner
Powerskoles nye plade (billedet, hvor Camilla optager. Det er Yebo til
højre).
Men i aften skal første halvleg af newyorker-koncerterne
altså spilles, og det bliver så spændende, for både Vigtigper og
Pladekaj og alle mulige hyggelige mennesker kommer, og vi skal spille
på Heavy Trashs gear, så vi er i fint selskab, kan I tro. Nej, jeg vil
ikke røbe mere her, for hvem ved, hvad der sker, men ... det går altså
ret så godt. Virkelig godt. Vi skriver, når der vores fingre kan løfte
mere af sløret.
Kjærligst,
les epo-el supa dupa band
|
|
Dagbog 14.03.06
Jetlag
er en ond fugleinfluenza. Man kan have den i maven i op til tre dage
uden at vide det, med tanken om det perfekte liv i behold, og så siger
det pludselig inkubations-dingdong, og der ligger man. Man finder sig
selv i en anden verden af tåger, langstrakte årtusinder og underlige
ansigtstrækninger, og når man skal spille op til dans på New Yorks
rappeste etablissement, er det et handicap, som ikke er Tiger Woods
forundt. Nej, sikke noget kedeligt noget. Det ved I jo godt. Tiger
Woods ved det. Alle har jetlag, og det er ikke noget specielt. Men når
man skal rapportere om vores koncerter til GAFFA, og det hele er gemt
væk i en tåge af bizar glemsomhed, så må man jo skrive noget andet.
|
|
Derfor overtager Ebbe "Non-Stop" Frej netop ...
HER
...det fedtede tastatur og vil fortælle lidt om det vilde liv i det dér
New York, for nok er det vigtigt at spille op til dans efter princippet
”to hurtige og én sjæler” og derved forkynde det gode budskab-555, men
lige så vigtigt er det at få absolut mest ud af en sådan tur – at
udnytte denne enestående mulighed for at undvære søvn, glemme at spise
og huske "JA-hatten" 24-7! New York er mere imødekommende end nogen
anden by i verden, og idet vi bragte foråret med os, og New York netop
ved vor ankomst vågnede op af en lang vinters dvale for at eksplodere i
sand fest og følelsen af at ethvert øjeblik er legendarisk og en
once-in-a-lifetime-oplevelse, som skal leves helt ud og for enhver pris
ikke misses pga. søvnbehov, fremstod æblet mere fristende end
nogensinde før.
|
|
Jeg har taget en
gigantisk bid af det!! Min lyd-professor-agtige jakkes inderlomme har
på ganske få dage krævet at skifte navn til Exhibit A - indeholdende så
meget bevismateriale om skødesløs omgang med taxikørsel og hårde
vådevarer på barer, at der umuligt kan blive tale om at frikende eller
appelsag. Mere musik! Inden dette bliver for hård læsning for det unge
segment af GAFFAs læsere bønfalder jeg Mikkel "you can't eat love"
Hansen om igen at overtage knapperne... HER ... og ... hups, og så kom
David Bowies producer Mark Plati og hans sidekick Tom McKay og hørte os
to gange og vil producere den næste plade, hvis han må for os. Sikke
noget lir. Vældigt flinke mennesker ... men hvor er det dog underligt
at stå og tale i øjenhøjde med Bowies producer og vide, at han har
tjekket alt om os og synes, vi er mægtige. Underligt godt og lidt
skræmmende.
Nu sidder vi i flyet til Austin med en forventning om at
finde gryden i kog og under vores ledelse bringe den i flammer. For
dem, der ikke ved, hvad SXSW er, men elsker rock ’n' roll og
legendariske hændelser på fad, kan det stærkt anbefales at følge med i
denne spalte de næste dage. SXSW er jo trods alt en festival med rundt
regnet 1300 bands, fantastisk vejr, billige drinks og den bedste BBQ i
verden. Pladebosser og snothvalpe, giganter og smølfer, masser af musik
og en bid af et helt andet æble end New York.
Kjærligst,
Dronning Disco m. Band
|
|
Dagbog 16.03.06
Ok,
det er lidt snyd, for normalt sætter jeg mig ned med en kop kaffe og
tager mig god tid til at informere GAFFAs læsere på bedste vis, men i
dag må blive en undtagelse, for vi har så travlt som en græsk hund i
løbetid. Som I nok kan gætte, er vi i Austin, og byen syder af sand
musikglæde. Det er absurd, så mange mennesker her er, og alle er dybt
involveret i musikken på den ene eller den måde. Ludere og lommetyve,
baroner og grever. Alle afskygninger af det, vi elsker, og det sat ind
i en verden, der summer af kaos med tusinder af bands, der gerne ville
have spillet til den egentlige festival, men ikke kan komme til og
derfor bare står og larmer i håbet om at blive hørt alligevel. Og på
den anden side er storheden repræsenteret. I går repræsenteret ved
Belle And Sebastian og Mogwai, der gav fantastiske koncerter på
Stubb's.
|
|
Det
er virkelig svært at forklare, men for dem, der har været på Roskilde
Festival og kender den hersens besynderlige rus: konstant er man en
smule tipsy ...glad, træt og vågen, med et smil på læben og en ny sans
for at lade verden passere for sine fødder som en doven flod. Gang det
med tusind og få følelsen af Austin. Spæd det op med 2-dollar drinks og
overdreven BBQ (se billedet af Ebbe, der forsøger at klemme det sidste
ned) og følelsen af at være med til noget rigtig rigtig stort...
Lige nu er Austin det bedste sted i verden. Hurra. Send flere penge...
Kjærligst,
Kong Gulerod m. Band
|
|
En
summen i maven, natsværmere tror jeg (sommerfugle er ikke og har aldrig
været rock). Efter den store succes med bookere, pladeselskaber og
David Bowies producer i New York skulle det egentlige slag for epo-VVV
slås. Som alle, der har været på SXSW ved, er det ikke blot en hyggelig
festival med god musik, men også en blodig slagmark, hvor krige om
pladeselskabernes, journalisternes og bookernes opmærksomhed bliver
ført, med vindere og tabere på alle sider. Derfor var det ikke kun en
regulær koncert, der skulle spilles. Alt skulle klappe, og alt skulle
klares, og epo måtte spille som Satans Yngel på dets bedste dage. Det
kan lægge et hårdt pres på selv de største, men nogle gange skærper
presset simpelthen bare ens fokus.
|
|
En
perfekt lydprøve, en perfekt opstilling, et perfekt humør.
Forventningerne dryppede fra loftet og ned ad væggen. Og fra første
tone til sidste buk var det den bedste koncert, der nogensinde er
spillet i epos historie. Det var så smukt! Det var så smukt at se David
Fricke fra Rolling Stone rocke med, smile begejstret og skrive noter
som en flittig myre. Det var så smukt at se de vuggende amerikanske
pladeselskabsfolk være med os hele vejen. Det var fabelagtigt at se de
australske og japanske blive mere og mere overbevist. Og det var så
dejligt at se, at helt almindelige mennesker var i vores hænder, og at
vi var i alles ører.
40 minutters benhård succes. Alle anstrengelser værd.
Uanset hvad der kommer ud af det, er det her stort; hverken mere eller
mindre.
Tak for dans,
Dronning epo m. band
|
|
Dagbog 20.03.06
Med
maven forberedende badutspring et sted langt oppe i halsen på et fly i
kraftig turbulens over Midtvesten skriver jeg første del af syvende
kapitel i epos tur til hinsidan.
Fordi vi er sådan nogle sparetanter, hvad angår vores
flybilletter, havde vi fået dem med afgang fra Austin kl. nissehat med
flødeskum om morgenen. Efter en nat med regulært vandfald fra den
texanske lyn-oplyste himmel og ingen søvn gik turen mod det Europa, vi
var begyndt at savne. Man bliver let mæt i USA. Mæt af musik, mad og
minder for livet.
Imidlertid havde djævlen i egen
høje person valgt at drive gæk medretfærdigheden, da det viste sig, at
flyet var overbooket på det groveste. Idet Ebbe og Jessi (fra Crunchy
Frog) var kommet om bord, blev dørene resolut lukket i næsen på de
øvrige og temmeligt forbløffede epo-medlemmer med lydmand. Uden
Kubi-mor og Yebo-far! Hvor ensom kan man ikke blive? Alene i Austin.
Glemt af hele verden.
Nogen måtte betale for denne vanskæbne. Og det blev
Richard fra Delta Airlines, der gennem 12 stride timer forsøgte at
finde et barmhjertigt fly til os. 4 gange blev vi beordret om bord på
en maskine og dernæst venligt, men bestemt ledt ud igen. Sådan nogle
narrefly på futmælk.
Endelig måtte den hårdtarbejdende mand ved skranken
resignere og give op. I stedet for at tage hjem, tager vi nu til New
York, dagen efter bliver det Boston, og om to dage går turen til
København. Jøsses. Det lyder måske en lille smule eksotisk...? og sådan
er det jo også.
Charmen ved at rejse er til tider at fare vild, så man selv må finde udveje.
Vores
bagage ligger og ruller rundt i klodset vals på et transportbånd i New
York, og vi skal på hotel og slås med puder og drikke hele minibaren.
For midt i det hele ringede Yebo fra London og fortalte os noget meget,
meget fint...
|
|
Dagbog 21.03.06
Trætte,
på grænsen til udmattede ankom vi til JFK. Sultne, fordi Delta kun
serverer en kiks pr. person. Men der var ikke tid til at spise ...
sådan starter anden del af syvende kapitel. Al vores gear – guitarer,
keyboards, pedaler osv. var fløjet fra os med det fly, der ikke ville
have os med. Egentlig skulle det hele til København, men fordi vi ikke
nåede flyet til Island, ville vores habengut blive taget fra og lagt i
en snedig hule, der er snedig, fordi den er så hemmelig, at ingen –
ikke engang lufthavnspersonalet – aner, hvor den er. Grunden til, at vi
ikke havde tid til at spise var altså, at vi skulle have vores
uerstattelige gear udleveret. Og det fik vi ikke. For det var i den
hemmelige hule. Som ingen viste, hvor var. Jøsses. Min guitar ... men
den næste morgen skulle det hele nok være der, blev vi lovet.
Fælt skuffede og med bange anelser tog vi til vores hotel
i Queens, der lovede godt, idet det lå ved siden af en fabrik og et 50
meter højt bjerg af vejsalt. Hotellet syntes at overleve på folk som
os, der fik deres ophold betalt af flyselskabet, for de havde en
speciel buffet til kun 3 dollars inkl. drikkevarer til de stakkels
forsinkede, fortumlede og fortvivlede antipassagerer. Hurra! Al maden
så godt ud, smagte underligt af mug og gav en regning på 107 dollars.
Maden var billig, men desserten var dyr. Sådan er det jo. Ved I nok.
Pudekamp og minibar aflyst. Godnat.
Morgenen kom uden penge til morgenmad og uden tid til at
se nærmere på saltbjerget eller fabrikken. Vi måtte have vores
instrumenter og kufferter. Eller ... nårh nej. De var jo gemt i den
hemmelige hule, som ingen aner, hvor er.
Videre til Boston, hvor Mikkels Visa-kort bliver snuppet,
Hans Emils pas bliver væk, og tålmodigheden med verden så småt rinder
ud.
Men det er altså stadigvæk meget, meget fint, det dér, som Yebo ringede og fortalte...
Dronning Ronny m. band
|
|
|